Smerte kan ikke undgås, men det kan lidelse

– og med mindre lidelse er der ofte færre smerter.

Det var vores første samtale, og vi havde sammen gennemgået hele hendes lange historie om, hvordan smerterne var startet med en arbejdsulykke for 6 år siden, og hvordan hun nu ikke bare havde smerter i ryggen, som dengang hun blev skadet, men nærmest i hele kroppen. Vi kunne også konstatere, at hun var blevet udredt grundigt for smerterne og havde prøvet talrige behandlinger, både de almindelige og også en lang række mere alternative. Jeg kunne se lidelsen i hendes øjne, da hun fortvivlet udbrød: ”Jeg har så svært ved at acceptere de smerter!”.

Accept er (ikke) det samme som at give op!

”At acceptere mine smerter er det samme som at give op”. De ord har jeg efterhånden hørt fra mange af de mennesker, jeg har behandlet for kroniske smerter. Og ganske rigtigt, så bekræftede hun mig i, at accept for hende var ensbetydende med at give op, kaste håndklædet i ringen, ja det var nærmest lig med tanken om, at så ville livet være slut.

Der er ingen tvivl om, at dette meget almindelige problem med at anerkende smerter som kroniske er et spørgsmål om liv og død – for man kan ende med at spilde mange år på ikke at ”give op”, når tiden er inde til det. Men det vender jeg tilbage til lidt senere.

Kroniske smerter betyder ikke nødvendigvis resten af livet

Lad os først lige dvæle lidt ved det med de kroniske smerter, og hvad det betyder. Akutte smerter er de smerter man får, når man kommer til skade. Kroppen er god til at hele, og i mange tilfælde kan kroppen selv hele skader. I nogle tilfælde skal der måske en operation til. Her bruger kroppen også lidt tid på at hele efter operationen efterfølgende.

Fordi kroppen typisk heler sig selv indenfor tre måneder, har man valgt at definere kroniske smerter som smerter, der har varet mere end tre måneder. Kroniske smerter siger altså kun noget om, hvor længe smerterne har varet, men ikke noget om hvor længe de kommer til at vare. En bedre betegnelse ville derfor have været langvarige smerter. Den gode nyhed er, at selv om smerterne er blevet kroniske – eller langvarige – kan de blive mindre eller måske forsvinde helt med tiden.

Der er forskellige typer af kroniske smerter

Når smerter hos nogle mennesker ender med at blive kroniske, kan det have flere årsager. I nogle tilfælde skyldes det alvorlige skader på krop eller nervevæv, som ikke kan hele tilstrækkeligt. Der kan også være tale om kroniske sygdomme med vævsinflammation, hvor der ikke findes tilstrækkeligt effektive behandlinger. Internationalt kaldes den slags smerter kroniske sekundære smerter.

I andre tilfælde kan lægerne ikke finde nogen fysiske årsager til smerterne. Smerterne kan også være meget værre, end man ville forvente ud fra de undersøgelser, der er lavet. Vi ved fx, at let til moderat slidgigt er helt almindeligt og ikke forventes at give smerter. Når man har kroniske smerter uden en oplagt fysisk forklaring, kaldes det kroniske primære smerter.

Mekanismen bag disse smerter er en sensibilisering (overfølsomhed) af smertenervesystemet, og årsagen skal findes i et komplekst samspil mellem krop og psyke. Når smertesystemet er blevet sensibiliseret, opstår der oveni smerterne en række ledsagesymptomer, som alt i alt gør, at man får sværere ved at fungere normalt. I Danmark bruger vi diagnosen kroniske komplekse smerter, når langvarige smerter medfører et betydeligt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau.

Når kroniske smerter fører til lidelse

Kroniske smerter kan altså ramme forskellige mennesker af forskellige årsager. Men hvad der er endnu vigtigere, så reagerer vi som mennesker forskelligt på smerter. Hvordan du reagerer på dine smerter, kan få afgørende betydning for, om du ender med at få det værre eller bedre over tid.

Når vi som mennesker rammes af langvarige begrænsninger pga. smerter, udfordrer det vores selvbillede, og det kan give anledning til en eksistentiel krise. Som en patient engang sagde: ”Smerterne fylder det hele, og jeg kan ikke finde mening med noget. Jeg er ikke den, jeg var engang”.

Det er fuldt forståeligt, at det kan være svært at acceptere. Og det er menneskeligt, at de fleste kæmper en tid for at forsøge at få deres gamle liv tilbage. Den kamp består ofte i at opsøge nye behandlere og afprøve nye behandlinger. Håbet om at smerterne ikke er kroniske fastholdes kortvarigt for at slukkes igen og igen, når de nye undersøgelser og behandlinger også fejler. Denne kamp er naturlig for en tid, men hvis den varer for længe, fører det kun til lidelse.

At opgive den umulige kamp mod smerter åbner for nye muligheder

Der sad vi så med hendes lange historie med smerter. ”Jeg har sat mit sidste håb ind på, at du kunne hjælpe mig af med mine smerter”, sagde hun bedende. Hun kiggede overrasket på mig, da jeg svarede: ”Jeg har desværre ingen mirakelkure, der kan fjerne dine smerter, men jeg kan hjælpe dig med at få det bedre på trods af smerterne”.

Jeg fortsatte med at forklare hende om kroniske komplekse smerter, og det blev efterhånden tydeligt for hende, at hun havde alle symptomerne på det. Sammen kiggede vi på, hvor mange kræfter hun havde brugt på at finde en løsning på smerterne. Nu kunne hun se, hvordan det bare havde ført hende længere og længere væk fra sig selv.

Ved at blive ved med at håbe på at smerterne kunne fjernes, havde hun fået sat sit liv på pause, og for hver skuffelse var hun blevet mere og mere trist og modløs. ”Har du lyst til at se smerterne i øjnene sammen med mig, og se på, hvilke følelser det er du forsøger at slippe væk fra, som får dig til at blive ved med at kæmpe en umulig kamp?” Hun gav et dybt suk fra sig og begyndte at græde.

At se virkeligheden i øjnene

Den kroniske komplekse smerte kan man hverken gøre for eller gøre så meget ved på den korte bane. Men lidelsen har man derimod selv indflydelse på. Det første og afgørende skridt er at se virkeligheden i øjnene: ”Jeg har kroniske komplekse smerter”.

At nå dertil falder lettere for nogle mennesker end for andre og afhænger af, hvor godt man er blevet informeret undervejs i sit sygdomsforløb. Et grundigt lægetjek hos en specialist i kroniske smerter kan være afgørende for nogen. For mange vil det være en proces at forsone sig med diagnosen kroniske komplekse smerter, og der kan være følelser af sorg, frustration, vrede, skyld og skam, som har brug for at blive bearbejdet.

Lidelsen kan have mange ansigter

Manglende accept er kun ét af mange lidelseslag, som jeg typisk ser hos de patienter, jeg behandler for kroniske smerter. Lidelsen kan have mange yderligere lag, herunder:

• Overdrevent fokus på fortidens ulykker
• Overdrevne bekymringer om fremtiden
• Manglende anerkendelse af egne begrænsninger
• Negligering af egne behov
• Overforbrug af egne ressourcer
• Perfektionisme og selvkritik

Det, der er fælles for disse problemstillinger, er, at de alle repræsenterer forskellige former for selv-sabotage, eller måder hvorpå man stresser sig selv. Det kan medføre psykisk mistrivsel, som kan vise sig som angst eller depression.

Ulykkeligvis virker stress også forstærkende på den fysiske smerte. Stress gør hjernen utryg, og en utryg hjerne vil forsøge at passe bedre på os ved at skrue op for smerterne.

De første skridt på vej ud af lidelsen

Efter nogle minutter stilnede hendes gråd langsomt af, og hun var igen i stand til at tale. Hun fortalte, at en helt overvældende sorg pludselig var vældet op inde i hende, da hun indså, at hendes liv var forandret og ikke ville blive det samme igen.

Hun så tydeligt lettere ud, som om en byrde var taget af hendes skuldre. ”Tænker du stadig, at livet ikke er meningsfyldt, når man må leve med smerter?”, spurgte jeg. ”Nej, det er jo løgn”, udbrød hun med kraft i stemmen og fortsatte: ”Jeg har jo så meget at leve for”.

Ud fra min mangeårige erfaring vidste jeg, at hvis hun ville stoppe kampen mod smerterne, ville hun kunne bruge sine kræfter på at skabe sig en god hverdag og et meningsfyldt liv på trods af smerterne.

”Men hvordan kommer jeg videre herfra? Har du nogen gode råd til, hvordan jeg skal leve med de smerter?”, spurgte hun håbefuldt. Jeg kiggede på hende med al den omsorg og varme, jeg følte med hende, og svarede: ”Kun du og ingen andre kan vide, hvordan du skal leve dit liv, så det giver mening for dig – men jeg vil rigtigt gerne være din co-pilot og hjælpe dig med at finde ud af det!”.

Vejen tilbage til livet med smerter

Vi enedes om at starte et behandlingsforløb med det formål at hjælpe hende med at blive klogere på sig selv, og på hvordan hun fremadrettet kunne være tro mod sig selv.

Sammen fik vi øje på, at hun havde en hård indre kritiker. Den havde været en væsentlig del af drivkraften bag, at hun havde slæbt sig på arbejde i flere år efter skaden, før hun til sidst måtte give op pga. flere og flere smerter og ekstrem udmattelse.

Den indre kritiker var også ansvarlig for, at hun på trods af sygemelding var blevet ved med at presse sig selv til at skulle være noget for alle andre end sig selv. Vi fik langsomt men sikkert afmonteret den kritiske stemme og erstattet den med en kærlig og omsorgsfuld indre stemme, som tillod hende at være uperfekt.

Sammen fandt vi ud af, at hendes problemer med ondt i maven var relateret til, at hun aldrig havde lært at mærke sin vrede. Da hun fik kontakt til den vrede, hun havde gemt på de sidste seks år over, hvordan hun var blevet behandlet på sin arbejdsplads, fandt hun ud af, at hun også gemte på vrede over mange andre ting, som gik længere tilbage.

I løbet af vores 10 samtaler så jeg til min store glæde, hvordan hun gradvist men sikkert tog magten over sit liv igen.

Hun strålede nærmest om kap med solen, da hun til vores afsluttende samtale evaluerede:

”Tænk sig, at de smerter, som jeg forbandede langt væk, også er dem, som har tvunget mig til at se indad og blive klogere på mig selv. Jeg er lige ved at påstå, at jeg ikke ville have været dem foruden. Og det vildeste er, at i takt med at jeg har fået det bedre med mig selv, er smerterne også blevet mindre. I dag ser jeg nærmest smerterne som en ven, som indimellem sender mig en lille kærlig hilsen, hvis jeg falder tilbage i mine gamle mønstre”.

NB! Casen i dette blogindlæg er sammenstykket af eksempler fra klinikken og repræsenterer ikke en virkelig person.

Med mindre lidelse kommer ofte færre smerter

Som jeg har forsøgt at beskrive i denne tekst, så findes der ingen quick-fix mod kroniske komplekse smerter. Selv om første skridt i behandlingen er at acceptere smerterne, så er der heldigvis gode chancer for, at smerterne kan blive bedre over tid.

Løsningen ligger i at arbejde på at gøre hjernen tryg, fordi det aktiverer hjernens smertedæmpende mekanismer. I behandlingssamtalerne hos mig får du hjælp til at få øje på, hvordan du måske ubevidst stresser og saboterer dig selv. Når du først har fået blik for de destruktive mønstre, kan vi sammen arbejde med at styrke den side af dig, som træffer gode sunde valg for dig selv og din krop. Resultatet er både færre smerter, øget mentalt velvære og et større overskud.

Når smerten ikke anerkendes	Når smerten anerkendes
Frustration og skuffelse	Venlighed mod sig selv
Bekymringer over fortid og fremtid	Tilstede i nuet
Frygt for og undgåelse af smerten	Fortrolighed og tolerance overfor smerten
Ignorerer kroppens signaler	Reagerer relevant på kroppens signaler
Presser sig selv trods smerter	Sætter realistiske krav til sig selv
Lever et liv i kamp og overlevelse	Lever et værdifuldt liv trods smerter
⇨ Smerterne forstærkes	⇨ Smerterne dæmpes