Fibromyalgi – symptomer, diagnose og udredning
Fibromyalgi er en kronisk smertetilstand, som er kendetegnet ved langvarige og udbredte smerter. Mange oplever samtidig udtalt træthed, søvnproblemer og vanskeligheder med hukommelse og koncentration. Fibromyalgi forekommer hos omkring 2 % af den voksne befolkning.
Symptombilledet kan være komplekst, og flere af symptomerne kan også ses ved andre sygdomme. Derfor kræver det en grundig vurdering at finde ud af, om fibromyalgi er den rigtige forklaring på dine symptomer.
Jeg har gennem mange år arbejdet med og forsket i kroniske smerter og fibromyalgi, herunder diagnostiske kriterier for fibromyalgi. Min ph.d. omhandler udredning og behandling af fibromyalgi. Læs mere om min faglige baggrund.
Hvis du har mistanke om fibromyalgi og gerne vil vide mere om mulighederne for udredning, tilbyder jeg en gratis forsamtale online på 20–30 minutter.

Hvad er fibromyalgi?
Fibromyalgi er en tilstand med langvarige, generaliserede smerter og en ændret smertebearbejdning i centralnervesystemet. Det betyder blandt andet, at nervesystemet kan reagere kraftigere på signaler, som normalt ikke ville give samme grad af smerte.
Smerterne er kun én del af symptombilledet. Søvnforstyrrelser, træthed og kognitive vanskeligheder er typiske ledsagesymptomer, som også kan påvirke både hverdagen, arbejdslivet og livskvaliteten.

Symptomer på fibromyalgi
Fibromyalgi kan vise sig forskelligt fra person til person. De mest karakteristiske symptomer er udbredte og langvarige smerter, men der kan være en række andre gener.
Det kan være relevant at blive undersøgt nærmere for fibromyalgi, hvis du kan genkende flere af disse symptomer:
- Smerter flere forskellige steder i kroppen, som har stået på i mindst tre måneder.
- Smerter i flere kropsregioner, fx både arme, ben og omkring rygsøjlen.
- Søvn, der ikke føles restituerende, selvom du har sovet længe.
- Udtalt træthed eller hurtig udmattelse ved almindelige aktiviteter.
- Problemer med hukommelse, koncentration eller fokus.
Mange oplever desuden hovedpine, mave-tarmproblemer, føleforstyrrelser eller øget følsomhed over for fx lys, lyd og berøring.
At have nogle af disse symptomer betyder ikke nødvendigvis, at du har fibromyalgi. Andre sygdomme og tilstande kan give lignende symptomer, og derfor er en grundig udredning vigtig.
Hvordan stilles diagnosen fibromyalgi?
Diagnosen fibromyalgi er klinisk. Det betyder, at den stilles på baggrund af din sygehistorie, det samlede symptombillede, en klinisk undersøgelse og en vurdering af, om andre sygdomme bedre kan forklare symptomerne. Der findes ikke én blodprøve, scanning eller røntgenundersøgelse, der alene kan påvise fibromyalgi.
Ved vurderingen ser man blandt andet på smerternes udbredelse og varighed samt på ledsagesymptomer som træthed, søvnproblemer og kognitive vanskeligheder.
En tenderpointundersøgelse kan indgå som en del af den kliniske vurdering. Tenderpoints indgik centralt i de tidligere klassifikationskriterier, men de nyere diagnostiske kriterier bygger i højere grad på smerteudbredelse og det samlede symptombillede.
Hvad indgår i en udredning for fibromyalgi hos mig?
Når jeg udreder for fibromyalgi, tager jeg udgangspunkt i hele dit sygdomsforløb og dit samlede symptombillede.
Udredningen kan blandt andet omfatte:
- En grundig gennemgang af dine symptomer og dit sygdomsforløb.
- En fysisk smerteundersøgelse.
- Diagnostiske spørgeskemaer.
- Vurdering af smerternes udbredelse og ømhed.
- Vurdering af, om andre sygdomme kan være en bedre forklaring på symptomerne.
Min baggrund for at arbejde med udredning af fibromyalgi bygger blandt andet på mange års forskning i sygdommen og i de diagnostiske kriterier.
Læs Lægehåndbogens faglige side om fibromyalgi.
Hvis dine langvarige smerter ikke umiddelbart passer på fibromyalgi, kan der være behov for en bredere vurdering. Læs om udredning af kroniske og komplekse smerter.
Hvorfor får man fibromyalgi?
Den præcise årsag til fibromyalgi er ikke kendt. Vi ved dog, at tilstanden er forbundet med ændringer i nervesystemets bearbejdning og regulering af smerte.
Genetiske faktorer ser også ud til at spille en rolle. Det betyder ikke, at fibromyalgi nedarves direkte fra forældre til børn, men nogle mennesker kan have en større medfødt sårbarhed for at udvikle tilstanden.
Hos den enkelte er der som regel ikke én enkelt årsag. Langvarige smerter, fysiske eller psykiske belastninger og andre forhold kan være med til at påvirke udviklingen og vedligeholdelsen af symptomerne.
Hvordan behandler man fibromyalgi?
Der findes ikke én behandling, der kan helbrede fibromyalgi, og behandlingen skal derfor tilpasses den enkelte. Målet er at reducere symptomerne, forbedre funktionsevnen og hjælpe dig til at få større kontrol over smerterne og din hverdag.
Behandlingen kan bestå af flere forskellige elementer. Viden om smerter og nervesystemets funktion er en vigtig del, ligesom tilpasset fysisk aktivitet, psykologiske behandlingsmetoder og i nogle tilfælde medicinsk behandling kan indgå. Hvilke tiltag der giver mening, afhænger af dine symptomer, din situation og dine behov.
At få det bedre med fibromyalgi er som regel en proces, der tager tid. Der kan være stor forskel på, hvordan symptomerne udvikler sig, og hvilken behandling den enkelte har gavn af.
Ofte stillede spørgsmål om fibromyalgi
Her finder du korte svar på nogle af de spørgsmål, jeg ofte møder om fibromyalgi.
Hvad udløser fibromyalgi?
Der findes ikke én kendt årsag eller udløsende faktor. Fibromyalgi er forbundet med ændret smerteregulering i nervesystemet, og både genetisk sårbarhed, langvarige smerter og forskellige fysiske, psykiske og sociale belastninger kan spille en rolle.
Kan man helbrede fibromyalgi?
Der findes i dag ikke en behandling, som kan helbrede fibromyalgi. Behandling kan derimod hjælpe med at mindske symptomerne og forbedre funktion og livskvalitet.
Hvad er prognosen for fibromyalgi?
Forløbet varierer fra person til person. Derfor handler behandlingen ikke kun om smerternes styrke, men også om søvn, energi, funktionsevne og muligheden for at leve det liv, man gerne vil leve.
Findes der medicin mod fibromyalgi?
Der findes medicin, som hos nogle kan dæmpe bestemte symptomer, men medicin helbreder ikke fibromyalgi og bør normalt ses som én mulig del af en samlet behandling.
Hvilke sygdomme kan forveksles med fibromyalgi?
Flere andre sygdomme kan give smerter, træthed eller andre symptomer, der ligner fibromyalgi. Derfor indgår vurderingen af andre mulige forklaringer som en vigtig del af udredningen. Det kan blandt andet være andre gigtsygdomme eller stofskiftesygdomme.
Kan jeg give fibromyalgi videre til mine børn?
Fibromyalgi nedarves ikke direkte på samme måde som en klassisk arvelig sygdom. Gener kan dog have betydning for den enkeltes sårbarhed i smerte- og stresssystemet, og derfor ses fibromyalgi oftere i nogle familier.
Har du mistanke om fibromyalgi?
Hvis du har levet med udbredte smerter og andre symptomer gennem længere tid og er i tvivl om, hvorvidt fibromyalgi kan være forklaringen, kan du booke en gratis forsamtale med mig.
Samtalen foregår online og varer ca. 20–30 minutter. Her kan vi tale om dine symptomer og afklare, om en udredning hos mig kan være relevant for dig.